Creative Commons

Fra NotatWiki
Version fra 16. sep 2007, 21:41 af 85.218.142.95 (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Indholdsfortegnelse

Creative Commons (som betyder 'kreative fælleder') er en organisation, grundlagt i 2001, der arbejder for at udvide ophavsrets-begrebet og den del af kulturlandskabet, som frit kan deles og videredistribueres, uden at spørge ophavsrettighedshaveren om lov, hver gang, som det er tilfældet indenfor det traditionelle ophavsrets-/copyright-regime, hvor 'alle rettigheder reserveres' ('all rights reserved').

Creative Commons er samtidig navnet på de juridiske licenser, som organisationen har udarbejdet, til brug for kreativt skabende aktører, der på forhånd ønsker at sikre, at deres værk frit kan kopieres, bearbejdes og distribueres - i et af licensen nærmere bestemt omfang.

Baggrund : Kopiering, fildeling og ophavsret

Den amerikanske Stanford-professor og forkæmper for digitale friheder Lawrence Lessig var een af initiativtagerne til Creative Commons, i forlængelse af de tanker han lancerede i Code og Free Culture. Lessigs grundlæggende idé er, at det nuværende copyright-regime, hvor enhver skal spørge enhver om lov, før man kopierer, endsige viderebearbejder eller formidler et kreativt værk, truer med at kvæle en lovende kulturel udvikling, som internettet ellers giver mulighed for. Kreative værker, det være sig tekster, musik, billedkunst, film, software m.v. kan ved hjælp af fildeling og P2P-netværk deles med mange mennesker, hvor kun båndbredden sætter grænsen - hvis det altså ikke var for det aktuelle copyright-regime, der gør, at ophavsmanden principielt skal spørges om lov, hver gang en fil kopieres på et netværk.

Ophavsret giver på den ene side en juridisk beskyttelse, men begrænser således også en 'fri' udveksling af idéer, viden og kulturelle udtryk.

Creative Commons licenser

Creative Commons vender dette system på hovedet, ved at tilbyde en række licenser, der i divergerende grad tillader en kreativt udøvende ophavsmand, at afgive disse rettigheder på forhånd, for at tilgængeliggøre hans værk for en større kreds, end hvis han selv skulle autorisere hver eneste udveksling og kopiering af værket. Creative Commons opererer således typisk med betegnelsen 'some rights reserved' ('nogle rettigheder reserveres') fremfor det totale 'all rights reserved' (den totale kontrol), og det ligeså totale 'no rights reserved' (den totale afgivelse af alle rettigheder - der overdrager værket til Public Domain).

Licenserne giver kreativt arbejdende ophavsmænd - forfattere, kunstnere, musikere, designere og forskere m.fl. - mulighed for i forskellige grader at forbeholde - eller fraskrive sig - de rettigheder, ophavsretten giver. Princippet er, at enhver ophavsmand kan give offentligheden adgang til at bruge sine værker uden, at der skal indgås individuelle aftaler.

Board of directors

Lawrence Lessig (formand), James Boyle, Michael Carroll, Molly Shaffer Van Houweling, Hal Abelson, Eric Saltzman, Davis Guggenheim, Joi Ito, Eric Eldred og Jimmy Wales.

Creative Commons Danmark

En arbejdsgruppe der udspringer af Juridisk institut ved Handelshøjskolen (Copenhagen Business School) i København har oversat Creative Commons licenserne til dansk, tilpassede danske juridiske forhold.

Nøglepersoner

Projektgruppen bag de danske versioneringer :

Lancering af danske versioner

Lessig i København

De danske Creative Commons licenser blev lanceret ved et offentligt arrangement i Pressen i Politikens Hus i København, 10. juni 2006, med deltagelse af bl.a. Lawrence Lessig som hovedtaler. Små 100 mennesker trodsede det danske sommervejr, for at overvære lanceringen i København, smage SuperFlex' Free Beer, og høre Lessig give en retorisk opvisning om kultur, ophavsret og internettet.

Herudover talte Morten Helveg Petersen (MF) fra Det Radikale Venstre, Rasmus Nielsen fra kunstnerkollektivet Superflex om Free Beer, Stina Teilmann fra Syddansk Universitet, og Kim Østrup fra IBM Danmark. Endeligt talte forfatteren Tor Nørretranders over temaet 'informationens frigørelse fra atomerne'.

De danske versioneringer er tilgængelige via Creative Commons' internationale webside. Læs mere om Creative Commons Danmark :

Optagelser

Crews Cut Production foretog optagelser til brug for dokumentarprojektet Fra Goethe til Google (arbejdstitel). Vi var så heldige at det lykkedes at tilkæmpe os et slot til et interview i Lessigs tætpakkede program. Senere på dagen kunne han opleves i DR2's Deadline.

Hele materialet, inklusive vores interview med Lessig, er tilgængeligt via bittorrent og på Internet Archive, licenseret under en Creative Commons licens, der gør det muligt for også andre at anvende materialet.

Ikke kun eet internet, men to

Lessig demonstrerede i sit oplæg hvordan der eksisterer i virkeligheden ikke eet internet, men to udgaver af internettet - og måske især to opfattelser af, hvordan internettet skal se ud. Den første er et 'Read-Only' internet, hvor distributionen af information og kultur flyder fra een producent til de mange; som vi kender det fra den analoge verden. Det andet er et blomstrende 'Read-Write' internet, hvor informations- og kulturstrømmen går begge veje - hvor kulturelle udtryk remixes digitalt på kryds og tværs over internettet, på en måde, der gør radikalt op med de etablerede distributionsformer som vi kender fra den analoge verden. Truslen imod dette Read-Write internet kommer fra hævdelsen af ophavsret i de ekstremer, som den kommer til udtryk i 'krigen mod piratkopiering'.

Informationsstrømmens frigørelse fra atomerne

Af andre talere glimrede især forfatteren Tor Nørretranders ved sit veloplagte oplæg over den forandring, der er sket fra den tid hvor information var bundet til og afhængig af 'atomernes verden' til den omkostningsfrie form for kopiering og distribution der kan finde sted idag. I industrialiseringens tidsalder kunne informationer kun nå sin modtager, ved eksempelvis at sværte papir til i store haller (som f.eks. netop den hal, dagens arrangement fandt sted i), og herefter transportere dem ud til folk, før de kunne læse dem. I den digitale tidsalder er informationer blot bits i en informationsstrøm, løsrevet fra de fysiske atomer der bærer dem. Tor Nørretranders besvarede også det spørgsmål, som oftest stilles i forbindelse med internettet og en liberaliseret ophavsret : Hvor skal pengene komme fra?

Aktuelt

Yderligere information


Denne side er ufuldstændig
Denne sides indhold er brutalt kopieret ind i wikien fra en anden tekstkilde. Har du lyst til at hjælpe med at formattere, strukturere, oversætte eller flytte sidens informationer? NotatWiki er en wiki, og du kan forbedre enhver side der trænger til en kærlig hånd.
Personal tools